Europæisk kampagnehandlingsplan

At ty til brugen af "influencere" er ikke som sådan forbudt som kampagneværktøj ud fra perspektivet i forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 ("forordningen"). Myndigheden gør imidlertid opmærksom på det generelle princip om, at outsourcing af de europæiske politiske partiers aktiviteter ikke må omgå de regler, der gælder for de europæiske politiske partier selv. Det vil konkret sige, at "influenceres" eller andre tjenesteudbyderes adfærd, der finder sted inden for rammen af deres kontraktforhold med et europæisk politisk parti, kan henføres til det europæiske politiske parti selv.

Dette indebærer navnlig, at det europæiske politiske parti bør gøre "influencere" opmærksom på:

• Kravet om at efterleve Unionens værdier under hele kampagnen og øvrige relevante, herunder nationale, regler (se E-CAP-brev af 25. maj 2023, som offentliggjort ovenfor). Dette indebærer navnlig, at nationale medielove og - indtil den nye forordning om politisk reklame træder i kraft - nationale regler om politiske reklamer er gældende.

• Kravet om at efterleve reglerne om beskyttelse af personoplysninger under hele kampagnen, herunder i lyset af artikel 10a i forordningen. Dette indebærer navnlig, at deepfakes eller andre former for stjålne personlige data ikke må blive vist eller henvist til.

• De forbud mod finansiering, der er fastsat i artikel 22, stk. 1, i forordningen, og principperne for risikoreduktion for fælles aktiviteter finder anvendelse, hvor det er relevant (se E-CAP-brev og generel vejledning som offentliggjort ovenfor). Dette indebærer navnlig, at kontrahenter kun kan finansieres af et europæisk politisk parti for "influencing"-aktiviteter, hvis og i det omfang dette ikke udgør indirekte finansiering af et andet parti, i særdeleshed et nationalt parti.

• Forbuddene og forpligtelserne vedrørende donationer i artikel 20 i forordningen gælder ligeledes, navnlig i sager hvor tjenester ydes gratis eller, afhængigt af omstændighederne, under markedspris (se vejledning om "pris under markedsværdien" her https://www.appf.europa.eu/appf/da/guidance/donations-and-contributions).

Forordningens artikel 21 finder kun anvendelse på europæiske politiske partier og ikke på europæiske politiske fonde.

Forbuddet mod direkte eller indirekte finansiering af andre politiske partier eller kandidater i henhold til forordningens artikel 22 finder fortsat anvendelse tillige med forordningens artikel 21. Myndigheden minder om kriterierne for at vurdere overholdelsen af artikel 22 som anført ovenfor.

Samtidig tilskyndes europæiske politiske partier i medfør af forordningens artikel 21 til at føre deres egne kampagner i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet. Disse kampagner skal være i overensstemmelse med Unionens værdier og supplerer, men er klart adskilt fra, medlemspartiers kampagner..

Dette gælder også, hvis spidskandidaten for et europæisk politisk parti samtidig er kandidat til valget til Europa-Parlamentet i en given EU-medlemsstat. Det følger heraf, at europæiske politiske partier har ret til at bidrage økonomisk til kampagner i forbindelse med valg til Europa-Parlamentet, herunder når en spidskandidat for et europæisk politisk parti samtidig er opført på en valgliste i en af medlemsstaterne, forudsat at de overholder forordningens artikel 22, stk. 1, som forklaret ovenfor.

Myndigheden minder i lyset heraf om de fem vejledende principper for europæiske politiske partiers kampagner inden for rammerne af valg til Europa-Parlamentet (udarbejdet i 2018 sammen med Europa-Parlamentets Generaldirektorat for Finans):

• Anvendelsesområde - tværnationalt (dvs. omfatter flere medlemsstater),
• Indhold - overvejende fokus på europæiske anliggender,
• Ejerskab - det europæiske politiske partis ansvar,
• Forfatterskab - det europæiske politiske partis synlighed og
• Forenelighed med national ret.

For at lette den praktiske gennemførelse af disse vejledende principper og fremrykke overholdelsesstyringen har myndigheden udviklet værktøjet til den europæiske kampagnehandlingsplan ("E-CAP"), der kan hjælpe europæiske politiske partier med at planlægge deres kampagner i lyset af de gældende regler og principper. Eksempler på vigtige risikobegrænsende faktorer med hensyn til overholdelse omfatter f.eks. en spidskandidats deltagelse i aktiviteter og det europæiske politiske partis klare synlighed.

I forbindelse med europæiske kampagneaktiviteter kan der udveksles oplysninger med nationale myndigheder, men disses vurderinger for så vidt angår nationale partier eller kandidater - for eksempel hvorvidt europæiske politiske partiers medfinansiering af fælles aktiviteter kan betragtes som indtægter for de berørte partier i henhold til national lovgivning om finansiering af politiske partier - berører ikke den vurdering, som myndigheden har foretaget i henhold til forordningens artikel 22, stk. 1. Myndigheden er i påkommende tilfælde i kontakt med medlemsstaterne med henblik på at fremme en harmonisk anvendelse af forordningen og af national ret som de to komplementære niveauer i regelsættet.

Fælles europæiske kampagner, der involverer forskellige europæiske politiske partier, er som sådan ikke forbudt ifølge forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014, men de må ikke sammenblande de involverede politiske partiers finansieringsmidler eller identiteter og beslutningsprocesser. Således gælder følgende begrænsninger for fælles kampagner for europæiske politiske partier:

Finansieringen af aktiviteter vil blive analyseret i henhold til artikel 22, stk. 1.

Myndigheden vil derfor vurdere, for så vidt angår fælles aktiviteter med partier på nationalt plan, om et europæisk politisk parti har ydet direkte eller indirekte finansiering til et andet europæisk politisk parti. Indirekte finansiering vurderes ud fra følgende kriterier, som er nærmere forklaret ovenfor:

• Ensartet synlighed for hvert af de involverede europæiske politiske partier
  
• Graden af ejerskab over aktiviteten for hvert af de involverede europæiske politiske partier
  
• Samfinansieringsandelen skal være realistisk i forhold til den overordnede involvering af hvert af de involverede europæiske politiske partier
  

Europæiske valgkampagner som omhandlet i artikel 21, stk. 1, i forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 som en form for deltagelse i valg til Europa-Parlamentet i henhold til artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 gennemføres af europæiske politiske partier, ikke af samarbejdsplatforme, der skjuler eller tilsidesætter dem. Det betyder også, at et europæisk politisk partis styrende organer ikke i forbindelse med kampagnestrategi eller gennemførelse af kampagneaktiviteter må underordne sig det andet europæiske politiske partis styrende organer eller beslutningsstrukturer uden for de involverede partier. Forskriftsmæssige beslutningsprocedurer skal forblive adskilte, og der må ikke ske nogen generel uddelegering af (kampagnemæssig) beslutningstagning fra den ene part til den anden eller til en ekstern platform.

Myndighedens retningslinjer (se ovenfor) for den europæiske kampagnehandlingsplan (European Campaign Action Plan, "E-CAP") og kontrollen af deltagelse i valg til Europa-Parlamentet finder derfor fortsat særskilt anvendelse, og der skal for hver af de europæiske politiske partiers vedkommende, der er involveret i fælles kampagner, påvises tilstrækkelig beslutningsautonomi.

Disse oplysninger foregriber ikke vurderingen foretaget af Europa-Parlamentets anvisningsberettigede inden for dennes ansvarsområde.

• Et europæisk politisk partis udpegning af en spidskandidat til EU-valget ("Spitzenkandidat"), såvel som dennes deltagelse i aktiviteter vedrørende det europæiske politiske parti, er en vigtig drivkraft for den europæiske karakter af det pågældende partis kampagne. En "Spitzenkandidat" begrænser derfor overordnet set risikoen for regelbrud i forbindelse med det europæiske politiske partis kampagne såvel som med individuelle aktiviteter, hvor en sådan kandidat er til stede, forudsat at de er præsenteret som europæisk spidskandidat og slår til lyd for et politisk projekt for hele Den Europæiske Union.

• Konkret gælder, at "Spitzenkandidater", der er udpeget og præsenteret som sådan af et europæisk politisk parti som led i dets kampagne op til EU-valget, reducerer risikoen for regelbrud i forhold til artikel 22, stk. 1, i forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014. På grund af den tværnationale karakter af de europæiske politiske partiers europæiske valgkampagner gælder denne risikoreducerende effekt også i den medlemsstat, hvor en sådan europæisk spidskandidat er opstillet på en national eller regional stemmeseddel til europaparlamentsvalget, forudsat at vedkommende er præsenteret som europæisk spidskandidat og slår til lyd for et politisk projekt for hele Den Europæiske Union.

• Det følger af artikel 21, stk. 1, i forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014, at "Spitzenkandidater" kun kan være personer, der er udpeget som sådan af et europæisk politisk parti. De ovennævnte risikobegrænsende effekter gælder kun på tidspunktet for en sådan udpegning og kun i forbindelse med det udpegende europæiske politiske parti.

• Myndigheden gør i lyset af de ovennævnte begrænsninger, og uden at det foregriber vurderingen af konkret E-CAP, opmærksom på følgende risikobegrænsende faktorer i forbindelse med logoer:
  
  
  • Europæiske politiske partiers logo er fremtrædende vist
  
  
  • Emner af grænseoverskridende relevans der ville forblive de samme i kampagneaktiviteter i flere medlemsstater.

• Den risikobegrænsende "spidskandidat" ("Spitzenkandidat") nævnt ovenfor kan kun påberåbes i forbindelse med en kandidat, der er nomineret som sådan af det europæiske politiske parti selv, og ikke kun af et medlemsparti, og fører valgkamp for det europæiske politiske parti på tværs af medlemsstaterne.

• Risikoen for regelbrud er høj i tilfælde, hvor nationale kandidater optræder side om side med europæiske politiske partiers og nationale partier logoer, hvis det nationale logo og den nationale kandidat tilsammen optager markant mere plads på den visuelle fremvisning end det europæiske politiske parti og dets logo på samme fremvisning (således at nationale partier og nationale kandidater kan tænkes at fremstå som denne kampagneforms primære drivkraft, hvorved rejser tvivl om, hvorvidt kampagneejerskabskriteriet overholdes).

Med hensyn til hvilken lovgivning der finder anvendelse på finansieringen af europæiske politiske partiers valgkampagneaktiviteter på nationalt plan, er disse partier omfattet af forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014, og for anliggender, der ikke er reguleret af denne forordning, eller hvor anliggender kun er delvist reguleret af denne forordning, er de reguleret af den nationale ret i den medlemsstat, hvor de er hjemmehørende, eller for så vidt angår aktiviteter i den medlemsstat, hvor aktiviteterne udøves (artikel 14, stk. 1 og 2, i forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014).

Med hensyn til hvilke bestemmelser i forordningen, der overvåges af myndigheden i forbindelse med europæiske politiske partier:

• Europæiske politiske partier, der er registreret af myndigheden, kan ikke betragtes som "udenlandske" enheder i nogen medlemsstat, eftersom de har status som europæiske juridiske personer i henhold til artikel 12 i forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014.
• I henhold til artikel 21, stk. 1, i forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 og med forbehold af nationale valgregler kan europæiske politiske partier anvende deres egne midler til kampagner, som de selv gennemfører i forbindelse med valg til Europa-Parlamentet (se også retningslinjer for den europæiske kampagnehandlingsplan ovenfor). Dette gælder, uanset om de har medlemspartier i en af de medlemsstater, der er omfattet af kampagneaktiviteterne, eller om deres medlemspartier har opstillet kandidater til valget til Europa-Parlamentet.
• I overensstemmelse med artikel 24, stk. 1, i forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014, sammenholdt med artikel 20-22 i forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014, kontrollerer myndigheden de europæiske politiske partiers udgifter i forbindelse med valgkampagner. Da forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 regulerer dette spørgsmål, har den forrang for national ret i denne henseende.

De nationale myndigheder er fortsat ansvarlige for kontrollen af de nationale politiske partiers overholdelse af national ret, herunder partier, der også er medlemmer af et europæiske politisk parti. Derfor kan informationsudveksling i overensstemmelse med artikel 28, stk. 1, i forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 være meget nyttig med hensyn til "fælles aktiviteter" (se myndighedens vejledning her), hvor europæiske politiske partier og politiske partier på medlemsstatsplan samarbejder lokalt.